Mennesket bag skægget

Historien om en bulderbasse

 

Af: Elisabeth Lykke Nielsen

For enden af et lukket vejsystem i et stille kvarter i Silkeborg bor en mand og hans familie. Som så mange andre familiefædre lufter han hund og går ud med skraldet hver dag. En midaldrende, lidt tæt bygget mand med en vilter manke, der skal overtales til at holde reglerne for ærlige og redelige frisurer. Et stort hjerte for børn, og et muntert glimt i øjet. En klangfuld stemme og en god latter.

Sidst på året er hans navn på børns og voksnes læber i alle verdensdele.
Især på børns. Vi er på besøg hos Julemanden.

Når lysene i juletræet tændes
Personer, der ikke er indviede, kan muligvis have svært ved at forestille sig at den selv samme mand én gang om året med stort følge kommer sejlende ind til Silkeborg på turistbåden Mågen, hyldes af tusindvis af mennesker, føres i procession med politieskorte, og modtager byens nøgler af selveste borgmesteren. Men ikke desto mindre er det lige nøjagtigt det der sker, når byens cityforening skyder julehandlen i gang, og lysene i det store juletræ på Torvet bliver tændt. Børn og forældre møder op i tusindtal år efter år til den festlige begivenhed for at synge og danse med julemanden, og naturligvis får alle børn en slikpose.

Men hvem er han, denne mand, der hyldes af børnefamilierne i Silkeborg som en sand superstar?

Suppe, steg og superstar
Navnet er Løyche. Johnny Løyche. Og han rammer med det samme en pæl igennem myten om at Julemanden holder fri de elleve af årets måneder. Bag skægget gemmer sig foruden en hagekløft, en særdeles aktiv suppe-steg-og-is-musiker, der har levet af sin musik gennem de sidste 15 år.
Han tager snart hul på sin 17. sæson som julemand, og driver også et bookingfirma sammen med en ven og kollega.
Johnny er gift på 31. år med sin Bente, der gerne trækker i et julemor-kostume for at give en hånd med, når Johnny har travlt i december. Sammen har parret fire voksne børn.

Julemandens værksted er et lille værelse, der er tæt møbleret med et virvar af musikinstrumenter og rigeligt af elektronisk udstyr til en mindre rumfærge, for Johnny er lidt af en elektronikhaj. Fra vægge og hylder smiler hans familie og et utal af gule Smiley's til ham. Johnny smiler også meget, for han er en glad mand.

Noget af det bedste ved at være julemand er de mange glade fans. ”Jeg kan godt lide det der kick, hvert år, når Julemanden ankommer til byen. Specielt når vi står oppe på scenen. Der er jo mennesker over det hele! Man bliver helt høj af det.”

En jovial bulderbasse

Gennem hele december måned kører et lille juletog i Silkeborgs centrum, så Johnnys juleforberedelser begynder allerede i begyndelsen af november. Toget skal synes og gøres klar. Det skal pyntes, og er der kommet nye chauffører, skal de instrueres i at køre toget. Der er også møder i Cityforeningen, og tøjet – som Bente har syet – skal renses og gøres klar.

Det er efterhånden sjældent at det er Julemanden selv, der kører toget. Han har travlt med at vinke til de små passagerer, gå rundt og dele karameller ud, og snakke med børn og barnlige sjæle i gågaderne. I det hele taget skal han være så synlig som overhovedet muligt i forretningernes åbningstid. Den nære kontakt med børnene giver mange gode oplevelser og minder. Der er især én lille pige, Johnny husker: ”Det var en lille, yndig pige. Hun ville holde op med at bruge sut, og derfor gav hun julemanden sine sutter. Så fik hun så til gengæld et gavekort. Helt tilfældigt svingede jeg lige ned forbi butikken, da hun havde valgt sin gave, og så trak hun triumferende en reservesut op af den anden lomme og grinte. Hun var ikke ret gammel, men virkelig udspekuleret.” Johnnys inderlige latter ved tanken om pigen får ham til at ligne en uopdragen morfar.

 

”Jeg kan virkelig godt lide de helt små børn. Det er sjovt sådan en forskel der er på dem: Nogle bliver lidt bange, mens andre gerne vil over til Julemanden. De krammer Julemanden eller omfavner hans ben. Og det er jo fantastisk at se et lille menneske være så glad for en figur, ikke. Det er jo ikke mig, de kan lide. Det er jo Julemanden!” Og så prøver Johnny at give dem lidt af, hvad han selv forstår ved Julemanden: ”En bulderbasse. En stor, højtråbende og jovial fyr, som aldrig kunne finde på at gøre nogen ondt. Som deler gaver ud, og som simpelthen er et symbol på fred og fordragelighed, altså på alt hvad der er godt her i verden. Det forsøger jeg at lægge i den rolle.”

En vred bulderbasse
Lige så vel som Johnny forsøger at give udadvendte børn den bulderbasse de forventer, gør han en dyd ud af at være diskret overfor stille og generte børn.

Han værner i det hele taget om børnenes tro på Julemanden. Af samme grund er det er sket et par gange, at Johnny er blevet vred og har skældt ud. Det er når en fulderik i misforstået morskab hiver skægget af Julemanden. Så bliver Johnny gal: ”De skal da ikke ødelægge illusionen for de små børn!” Heldigvis hører det til sjældenhederne.


Johnnys egen jul
Når klokken falder i slag, og den rigtige julemand tager over, holder Johnny en velfortjent juleaften med sin familie, og vel at mærke en traditionel juleaften med alt hvad der hører sig til: Gås, and, ris à l'amande, og hjemmebagte vanillekranse. Masser af julesalmer og dans om juletræet. Der bliver heller ikke sparet på julepynten. ”Bente går virkelig til den”, forsikrer han.

For Johnny er julens budskab indbegrebet af fred, ro og familiehygge. ”Jeg elsker at slappe af i julen, fordi jeg har jo knoklet hele julemåneden, både med at være julemand om dagen, og spille til julefrokost om aftenen.” Men han trækker ikke i den røde kåbe igen for at dele gaver ud. Til gengæld har Julemanden altid efterladt en ekstra pakke til hvert enkelt familiemedlem under træet.

 

Bragt med tilladelse af Elisabeth Lykke Nielsen

Besøg Johnny's Hjemmeside www.johnnyloyche.dk

Julemandens ankomst til silkeborg 2005