Mennesket bag skægget Historien om en bulderbasse
Af: Elisabeth Lykke Nielsen For enden af et lukket vejsystem i et stille kvarter i Silkeborg bor en mand og hans familie. Som så mange andre familiefædre lufter han hund og går ud med skraldet hver dag. En midaldrende, lidt tæt bygget mand med en vilter manke, der skal overtales til at holde reglerne for ærlige og redelige frisurer. Et stort hjerte for børn, og et muntert glimt i øjet. En klangfuld stemme og en god latter. Sidst på året er hans navn på børns og voksnes læber i alle verdensdele. Når lysene i juletræet tændes Men hvem er han, denne mand, der hyldes af børnefamilierne i Silkeborg som en sand superstar? Suppe, steg og superstar Julemandens værksted er et lille værelse, der er tæt møbleret med et virvar af musikinstrumenter og rigeligt af elektronisk udstyr til en mindre rumfærge, for Johnny er lidt af en elektronikhaj. Fra vægge og hylder smiler hans familie og et utal af gule Smiley's til ham. Johnny smiler også meget, for han er en glad mand. Noget af det bedste ved at være julemand er de mange glade fans. ”Jeg kan godt lide det der kick, hvert år, når Julemanden ankommer til byen. Specielt når vi står oppe på scenen. Der er jo mennesker over det hele! Man bliver helt høj af det.” En jovial bulderbasse Gennem hele december måned kører et lille juletog i Silkeborgs centrum, så Johnnys juleforberedelser begynder allerede i begyndelsen af november. Toget skal synes og gøres klar. Det skal pyntes, og er der kommet nye chauffører, skal de instrueres i at køre toget. Der er også møder i Cityforeningen, og tøjet – som Bente har syet – skal renses og gøres klar. Det er efterhånden sjældent at det er Julemanden selv, der kører toget. Han har travlt med at vinke til de små passagerer, gå rundt og dele karameller ud, og snakke med børn og barnlige sjæle i gågaderne. I det hele taget skal han være så synlig som overhovedet muligt i forretningernes åbningstid. Den nære kontakt med børnene giver mange gode oplevelser og minder. Der er især én lille pige, Johnny husker: ”Det var en lille, yndig pige. Hun ville holde op med at bruge sut, og derfor gav hun julemanden sine sutter. Så fik hun så til gengæld et gavekort. Helt tilfældigt svingede jeg lige ned forbi butikken, da hun havde valgt sin gave, og så trak hun triumferende en reservesut op af den anden lomme og grinte. Hun var ikke ret gammel, men virkelig udspekuleret.” Johnnys inderlige latter ved tanken om pigen får ham til at ligne en uopdragen morfar.
”Jeg kan virkelig godt lide de helt små børn. Det er sjovt sådan en forskel der er på dem: Nogle bliver lidt bange, mens andre gerne vil over til Julemanden. De krammer Julemanden eller omfavner hans ben. Og det er jo fantastisk at se et lille menneske være så glad for en figur, ikke. Det er jo ikke mig, de kan lide. Det er jo Julemanden!” Og så prøver Johnny at give dem lidt af, hvad han selv forstår ved Julemanden: ”En bulderbasse. En stor, højtråbende og jovial fyr, som aldrig kunne finde på at gøre nogen ondt. Som deler gaver ud, og som simpelthen er et symbol på fred og fordragelighed, altså på alt hvad der er godt her i verden. Det forsøger jeg at lægge i den rolle.” En vred bulderbasse For Johnny er julens budskab indbegrebet af fred, ro og familiehygge. ”Jeg elsker at slappe af i julen, fordi jeg har jo knoklet hele julemåneden, både med at være julemand om dagen, og spille til julefrokost om aftenen.” Men han trækker ikke i den røde kåbe igen for at dele gaver ud. Til gengæld har Julemanden altid efterladt en ekstra pakke til hvert enkelt familiemedlem under træet.
Bragt med tilladelse af Elisabeth
Lykke Nielsen
|